2:4 - Tør jeg blive mor?

Mine frygter, at forholdet til kæresten Martin ikke kan bære diagnosen Multipel Sklerose. Hvem vil have en syg kæreste? Og hun ved slet ikke, om hun tør få børn. Hvem vil have en syg mor? Det tvinger hende til at genoverveje sin fremtid på en måde, hun aldrig havde troet var nødvendig på det her tidspunkt i livet. Mine opsøger en mor og hendes datter, som kan fortælle hende, om et familieliv med sklerose er værd at gå i gang med. Medvirkende: Matthias Kant, Overlæge på Sygehus Sønderjylland. Line Vejlgaard-Laursen, Psykolog på Sclerosehospitalet i Haslev. Charlotte Holmboe, sklerosepatient. Freja Holmboe, datter til sklerosepatient. Martin Fredsted Kjær, kæreste. Tilrettelæggelse: Mine Suurballe. Redaktør: Mette Willumsen. (Sendt første gang 19. maj 2021).

Om Podcasten

Da Mine Suurballe er 29 år, slår livet en kolbøtte. Hun har ikke været på sygehuset, siden hun blev født, men nu siger lægerne, at hun har den kroniske sygdom Multipel Sklerose. Mine, der er journalist og radiovært, begynder at optage sin hverdag, og opsøger andre med mere erfaring med sygdommen for at forberede sig på, hvad der måske venter hende, når hun skal lære at leve med en kronisk diagnose.