Afsnit #33: Account based marketing (ABM) i virkeligheden

Account Based Marketing lyder ofte som en perfekt strategi – men hvordan ser det ud i praksis? I dette afsnit tager vi ABM ned fra teorien og ser på, hvordan det fungerer i virkeligheden, især for virksomheder med nicheprodukter og komplekse salgscyklusser. Sammen med Annette Lundø fra R&D Test Systems dykker vi ned i de konkrete udfordringer og muligheder, når ABM bruges i en B2B-kontekst.R&D Test Systems er en international ingeniørvirksomhed med ca. 160 medarbejdere, som hjælper kunder med at bringe ny state-of-the-art teknologi til markedet. Virksomheden arbejder primært med vind- og flyindustrien, hvor der udvikles store testsystemer til test af vindmøller samt forskellige ingeniør konsulentydelser og produkter. Annette Lundø er Marketing Manager hos R&D Test Systems. Hun har haft berøring med en bred vifte af discipliner inden for marketing og kommunikation, og de sidste 7 år har hun arbejdet med tung B2B, hvor salget er præget af account based salg med få og svære kunder, og hvor brand og marketing hænger tæt sammen. Annette har kandidaten Cand.merc.(kom.) - Erhvervsøkonomi og virksomhedskommunikation fra Copenhagen Business School.

Om Podcasten

Marketing, kommunikation og branding. Det er det, vi snakker om i #marketingmedvidere. Men ikke med Mærsk, Matas og alle de andre store med et marketingbudget på en million-milliard. Nej, vi snakker med brands og marketingfolk fra "den virkelige verden". Dem, der ikke har travlt med at jagte branchepriser, men resultater.Dem, der ikke kloger sig på LinkedIn, men lever stille. Og godt.Dem, der ikke har noget at sælge og får noget personligt ud af at dele ud af tips og tricks på en podcast, men som gør det alligevel, fordi de er rare mennesker. Vi giver taletid og rampelys til SMV'er og marketingafdelinger, som de er flest og med de begræsninger, der kendetegner en helt almindelig hverdag i vores branche; med chefer, der ikke forstår marketing, budgetter, hvor der skal tænkes kreativt for at finde plads til det hele, og produkter, som på ingen måde sælger sig selv.Lyt med, og bliv klogere, underholdt og/eller inspireret, mens du er på vej videre.